New Holland giver debut til næste generation af traktorer, der kører på alternative brændstoffer, med T7.270 Methane Power CNG
- Ny model i New Hollands portefølje af traktorer, der kører på alternative brændstoffer, med komprimeret biogas-teknologi og højere ydelse som nye løsninger fra mærket
- Traktoren har en videreudviklet version af den methan-drevne motor, der aktuelt anvendes i T6.180 Methane Power, for at matche forventningerne til kraft og ydelse på T7
- Produktionen påbegyndes i andet halvår af 2024 på New Hollands Alternative Fuels Centre of Excellence i Basildon, UK
På Agritechnica 2023 præsenterer New Holland Agriculture ikke kun den nyeste udvikling i T7 traktorserien, men annoncerer samtidig en udvidelse af mærkets portefølje af produkter, der anvender alternative brændstoffer.
Den nye T7.270 Methane Power CNG (komprimeret natur-eller biogas) traktor får sin globale debut på den internationale messe og bringer New Hollands alternative brændstofteknologi højere op i ydelse, hvilket er en fordel for et bredere udsnit af potentielle købere. Med denne nye model tilføjer New Holland yderligere en vigtig milepæl til Clean Energy Leader strategien og kommer et skridt nærmere realiseringen af ambitionen om også at blive et komplet mærke inden for maskiner, der kører på alternative brændstoffer.
Traktoren er baseret på T7 med PLM Intelligence platform, med den nyeste Horizon Ultra kabine, og den har den gennemprøvede NEF 6.7-liters metan-drevne motor, som allerede anvendes i T6.180 Methane Power traktoren, men med højere effekt for at matche den kapacitet og ydelse, der forventes af en traktor i T7 serien. Motorens maksimale drejningsmoment er 1.160 Nm, og den yder maks. 270 hk under alle forhold. Den opgraderede motor maksimerer den ydelse, som kunderne forventer i dette segment.
Forøget produktivitet er muliggjort af New Holland design-teamets arbejde med at få fuld udnyttelse af T7’s større chassis for at maksimere mængden af gas, der kan opbevares på traktoren.
Med 1.265 liter (219 kg om bord) kan T7.270 CNG medbringe 178% mere brændstof end T6.180 Methane Power (455 liter/79kg). Resultatet er en traktor, der ikke alene har højere ydelse og kan arbejde med større redskaber, men som også kan køre mange flere arbejdstimer mellem optankninger, hvilket øger produktiviteten og rækkevidden betydeligt.
Da metan giver en renere forbrænding, er et SCR-system (selektiv katalytisk reduktion) ikke nødvendigt, og dette giver plads til at medbringe yderligere brændstof. Endvidere kan T7.270 Methane Power CNG køre på alle typer metan og biometan fremstillet af staldgødning og gylle. Det gør den til den perfekte løsning for ejere af biogasanlæg, der ofte har en flåde med flere traktorer til transportopgaver.
Endvidere lever den op til kravene hos større agerbrug og maskinstationer samt bedrifter med mere komplekse arbejdsgange, hvor maskinerne anvendes året rundt til forskellige opgaver med tunge redskaber. Kombinationen af metan-drevet teknologi og gennemprøvede New Holland T7 funktioner giver potentielle kunder et miks af lave driftsomkostninger, autonomi, pålidelighed og høj førerkomfort.
Den nye T7.270 Methane Power CNG har også CVT - trinløs transmission, med en mere jævn kørsel og mere effektiv brændstofudnyttelse. CVT gør denne traktor særligt egnet til anhængere, der vejer over 18 t, hvor der typisk anvendes denne transmissionstype og en maskine med en ydelse over 200 hk.
Selvom traktoren ligner den diesel-drevne T7.270, adskiller T7.270 Methane Power CNG sig på nogle områder. Under kabinen er designet tydeligt anderledes, med nye kabineophæng og med batteriet flyttet over i venstre side for at gøre plads til en større brændstoftank. Selve kabinen er den prisvindende Horizon Ultra, den mest støjsvage i branchen, med et indvendigt støjniveau på bare 66 decibel, hvor føreren bliver mindre træt og hvor komforten maksimeres. Horizon Ultra er 8% større indvendigt, med bedre plads til føreren og øget opbevaringsplads. Som andre T7 modeller har T7.270 Methane Power CNG fordel af New Hollands PLM Intelligence løsninger, der integrerer digitale teknologier, som muliggør to-vejs overførsel af maskin- og markdata mellem traktoren og MyPLM Connect online-portalen, så ejere og bedriftsledere kan overvåge maskinerne, og forhandlerne – med tilladelse – kan yde fjernsupport.
Den nye T7.270 Methane Power CNG, der vises på New Hollands stand på Agritechnica 2023 har også New Holland Clean Blue lakeringen, vist første gang på CNH Industrial Tech Day 2022.
Vækst i biogas-sektoren - og hvorfor det er en perfekt løsning som traktorbrændstof
Data fra European Biogas Association viser, at der etableres stadig flere biogasanlæg. Der er nu mere end 17.000 biogasanlæg i EU, inklusive mere end 11.000 i Tyskland, mens Frankrig oplever den højeste vækst siden 2017. Potentialet for biogas øges konstant, især fordi flere regeringer flytter statsstøtte fra afgrødedrevne til affaldsdrevne biogasanlæg. Endvidere har førnævnte European Biogas Association annonceret investeringer for 18 mia € i biomethan-anlæg i hele Europa, fra nu og frem til 2030.
“Vi mener, at det er strategisk vigtigt at investere i methan, især biomethan, for at kunne tilbyde kunderne de bedste alternative brændstoffer i fremtiden,” udtaler Carlo Lambro, Brand President hos New Holland Agriculture. “Kravet om højere ydelse, som gør traktorarbejdet mere effektivt, bliver stadig mere udtalt. New Hollands tilgang er at efterkomme disse krav og at hjælpe kunderne med at maksimere indtjeningen, og samtidig at matche dette med behovet for et alternativ til diesel for at øge bæredygtigheden inden for sektoren.”
Oscar Baroncelli, New Holland Agriculture Head of Tractors and Telehandlers, udtaler: ”Uanset om de har prøvet en methan-drevet traktor eller ej, så er vi sikre på, at T7.270 Methane Power CNG vil leve op til forventningerne hos landmænd og maskinstationer, der har brug for en traktor i denne størrelse. Vi er pionerer inden for kommerciel produktion af denne traktortype med T6.180 Methane Power. Denne model er nu etableret og i produktion på fabrikken i Basildon, så tiden er kommet til at understrege vores engagement og tilføje T7.270 Methane Power CNG, som gør denne teknologi anvendelig til endnu flere formål.”
De første serieproducerede T7.270 Methane Power CNG traktorer testes i sommeren 2023, og maskinerne kan købes i anden halvdel af 2024.