Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter
Nyheder

PRES IKKE MASKINEN FOR HÅRDT


NÅR MAN KØRER NED AD VIBORGVEJ I HOLSTEBRO, ER MASKINFORRETNINGEN ANKER BJERRE IKKE TIL AT UNDGÅ AT SE. DE MANGE BLÅ TRAKTORER OG DE TRE FLAGSTÆNGER MED BLÅ OG GULE VEJENDE FLAG FANGER HURTIGT ØJET. ENHVER NEW HOLLAND ENTUSIAST VIL ØJEBLIKKELIGT FÅ LYST TIL AT SLÅ ET SVING IND FORBI. PÅ VÆRKSTEDET HOS ANKER BJERRE FINDER VI EN PRESSER, DER ER FORBI TIL DET ÅRLIGE SERVICE, OG VI MØDER TEKNIKEREN JØRGEN POULSEN TIL EN SNAK OM VIGTIGHEDEN AF SERVICEN.

Når man først er igennem den store butik hos Anker Bjerre, som rummer alt hvad hjertet begærer, kommer man ud til det store værksted. Her er højt til loftet og store porte, som lader selv de mest voluminøse maskiner komme indenfor.

Ved en New Holland storballepresser finder vi Jørgen. Jørgen er tekniker og har ansvaret for service og reparation af pressere. Han er derfor den helt rette mand at tale med, hvis man - som vi - gerne vil vide mere om, hvorfor det er vigtigt at servicere sin presser.

Eftersynet er og bliver vigtigt
V i er heldige at fange Jørgen på værkstedet, for hovedsageligt kører han ud til kunderne for at hjælpe dem der, hvor arbejdet foregår. Jørgens rejse i det spændende presser-univers startede da han kom til Anker Bjerre i 1994. Han er en mand med mange års erfaring, og han ved derfor med sikkerhed, at de pressere han har til eftersyn med garanti også er dem, som i løbet af sæsonen oplever færrest problemer. Budskabet er derfor klart og tydeligt: Få efterset din presser. Der findes ingen tommelfingerregel for, hvornår det er tid til at sende presseren til service, og derfor ser Jørgen en tendens til, at kunderne springer servicen over, hvis presseren har kørt godt i løbet af sæsonen. Jørgens r åd er derfor: Hellere få efterset presseren hvert andet år, end slet ikke.

Det er det indre, der tæller
Der er et ivrigt liv på værkstedet, og der lugter af brændt metal fra en station, hvor der flittigt bliver svejset metaldele sammen. Presseren som vi står foran skinner i sin gule farve og tilsyneladende ser den fejlfri og køreklar ud. Jørgen fortæller, at det ved et service er vigtigt at komme hele vejen rundt om maskinen og alle dens dele for at opdage selv de mindste problemer. Maskinen kan sagtens efterses i marken eller i maskinhuset, men det er bestemt ikke det samme – Jørgen er nødt til at kunne skille maskinen ad, så han kan se på koblingen, kæderne og andre punkter, hvor det er nødvendigt at åbne maskinen helt op for at kunne efterse dem ordentligt.

Alle dele på maskinen tjekkes
Jørgen åbner den store hjelm i forenden på presseren og begynder at vise og fortælle, hvilke punkter, som han går igennem og er særligt opmærksom på, når han har med de store maskiner at gøre. Der er ikke nogen punkter på maskinen, der går Jørgens øje forbi. Alle låger og rum bliver åbnet for at Jørgen kan se selv de mindste dele af maskinen. En stor del af servicen består af denne visuelle gennemgang, men også af rengøring og test.

Forrest på maskinen ser Jørgen nærmere på pickup’en, og han ser efter om der er nogen form for slitage, noget der er bøjet eller knækket, og om der sidder snor fast. Her efterses også indføringen og kæderne i pickup’en. Herfra går han maskinen igennem fra for- til bagenden - lige fra bunden af maskinen til knivkassen hvor han ser efter om knivene er skarpe og om fjedrene er i orden. Drivlinjen er vigtig at tjekke, og denne ser Jørgen nærmere på helt fra traktoren og hele vejen op til og med svinghjulet. Jørgen inspicerer beskyttelsesrøret, kardankrydset og hovedkoblingen i svinghjulet.

En stor del af eftersynet af hovedkoblingen er rengøring, da denne del let kan blive oversmurt, så svinghjulet ofte glider for let. Herfra kigger Jørgen om der er slitage på stempelrullerne og om alt ser ud til at fungere ved nålerullerne og garnføringen. Han ser nærmere på bindeapparatet, og heldigvis er det sjældent, at der er de store problemer her, andet end at der sommetider kan være en knytterulle, der er slidt flad, og garnfingre der bliver slidte. Jørgens erfaring er, at bindingsproblemer som oftest skal findes mellem garnkassen og bindingsapparatet – ganske enkelt et problem med garnføringen og nåleindstillingen.

Presseren kan igen trille ud af værkstedet
Efter Jørgen har efterset presseren, tilkobler han den en traktor for at afprøve den. Han justerer bremserne og afprøver bindingen – binder den som den skal? Han tester lys og andet el og lytter efter, om maskinen lyder som den skal. Nu er maskinen igen klar til at presse, og den kan atter vende tilbage til marken, så god som ny.

Kom godt fra start
Opstartsfasen er vigtig for at få en god sæson med din presser. Jørgen fortæller med et smil på læben, at hovedparten af de fejl, der sker når der køres med en presser, sidder 40 cm fra rattet – de såkaldte fejl 40. Maskinen bliver simpelthen ikke kørt ordentligt. Jørgens råd er derfor, at hvis det er en ny mand, der skal køre med presseren, er det en god ide at komme i gang i god tid, så der er god mulighed for, at den nye chauffør bliver sat grundigt ind i presserens teknik. Samtidigt er det en god ide at lade en erfaren chauffør køre med på de første par ture. Herudover er det helt essentielt, at presseren er spændt rigtigt for, bl.a. skal trækket indstilles ordentligt og PTO-akslens vinkling skal være helt perfekt.

Når man taler med Jørgen, er det tydeligt at mærke, at han har en enorm viden og erfaring med de store maskiner. Han har derfor endnu et godt råd gemt i ærmet: ”Skal ballerne, der presses, være i orden, er det vigtigt, at materialerne også er det. Vi hører tit fra chauffører, der ikke kan lave ordentlige baller - f.eks. i denne sæson, hvor materialet var for tørt midt på dagen – og her anbefaler jeg, at de skal køre hjem og sætte sig på terrassen, og når de begynder at fryse, så kan de køre ud og begynde at presse. Hvis det er halm, der skal presses, skal vandprocenten helst være mellem 10-20% for at opnå perfekte baller”, afslutter Jørgen med et glimt i øjet.

Læs denne og andre historier i vores seneste Blue & You magasin



Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter