Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter
Nyheder

New Holland vinder tre sølvmedaljer i forbindelse med Agritechnica Innovation Award 2019


​• Drivlinje til storballepresser med høj presningsgrad – branchens første: øget produktivitet, forbedret komfort, beskyttelse af traktorens drivlinje
• CX tærskesystem: lavere driftsomkostninger, forbedret kornkvalitet, mere komfort
• Ballepresser-styresystem til T7 traktor: forbedret komfort, højere ydelse og 12% brændstofbesparelse

New Holland Agriculture blev tildelt tre sølvmedaljer af den uafhængige ekspertkomite udpeget af DLG - Det Tyske Landbrugsselskab - for innovationer, der giver bedre førerkomfort, øger produktiviteten og reducerer driftsomkostningerne i forbindelse med høst og ballepresning.

Carlo Lambro, New Holland Brand President, udtaler: “Vi er meget glade for disse priser, der er et udtryk for New Hollands tilgang til innovation, hvor der primært fokuseres på at kunne give vores kunder praktiske fordele ved daglig brug af udstyret, med overlegen komfort, der reducerer trætheden og giver højere produktivitet, gør driften mere effektiv generelt og øger bedriftens indtjening.”

Drivlinje til storballepresser med høj presningsgrad – branchens første: øget produktivitet, forbedret komfort, beskyttelse af traktorens drivlinje
Det unikke drivlinje-koncept har en to-trins powershift opstartsteknologi, som sørger for en jævn tilkobling af ballepresseren med 79% forøgelse af drejningsmomentet. Når traktorens PTO kommer op på 850 o/min, tilkobler auto-start funktionen ballepresseren og skifter automatisk fra 1. til 2. gear, og der accelereres til en maksimal svinghjulshastighed på 1450 o/min – en af de højeste i denne klasse. Dette hjælper traktorens PTO med at starte svinghjulet, hvilket beskytter både traktorens og ballepresserens drivlinje. Det større svinghjul med en diameter på 1.100 mm er betydeligt tungere og med en større diameter end på BigBaler Plus modellen, og det genererer 2,3 gange mere energi, hvilket giver en mere komfortabel og effektiv ballepresning. En flerpladebremse med intern køling integreret i gearkassen reducerer stemplets hastighed og standser det, når det når den optimale startposition. Det er samtidig en nødbremse, som kan stoppe stemplet sikkert inden for 8 sekunder. Yderligere kundefordele omfatter servicetilstanden med lav drivlinjerotation og beskyttelse mod overbelastning.

CX tærskesystem: lavere driftsomkostninger, forbedret kornkvalitet, mere komfort
Sølvmedaljen er en anerkendelse af de innovationer, som New Holland har introduceret for yderligere at øge tærskeydelsen på CX mejetærskerens gennemprøvede tærskesystem med fire tærske-cylindre på 750mm i diameter. Det nye Ultra-FlowTM design med forskudte og sektionsopdelte cylindre samt forskudte slagler giver et jævnere afgrødeflow, som øger kapaciteten, formindsker risikoen for tilstopning og reducerer støjniveauet i kabinen, hvilket giver større førerkomfort. Der kræves samlet set 16% mindre tærskekraft, hvilket reducerer brændstofforbruget og forøger mejetærskerens kapacitet med helt op til 10%. Den polyurethan-coatede føderulle giver en betydelig højere kornkvalitet, med op til 34% mindre beskadigelse af kerner sammenlignet med standard-udgaven. Afstanden mellem den roterende separator og tærskebroen på Multi-Thresh™ systemet kan nu fjernjusteres fra kabinen, med trinløs justering fra 20 til 60 mm. Dette giver føreren mulighed for at justere frigangen for at opretholde kapaciteten i løbet af dagen, hvilket øger den daglige produktivitet.

Ballepresser-styresystem til T7 traktor: forbedret komfort, højere ydelse og 12% brændstofbesparelse
Ballepresser-tilstanden på New Hollands T7 serie sikrer, at en traktor og en storballepresser arbejder harmonisk sammen, hvilket reducerer vippebevægelser på kabinen og variation i motorens omdrejningstal. T7 registrerer, at der er tilkoblet en ballepresser, og aktiverer en ballepresser-tilstand på styreenheden til forakselaffjedringen, som regulerer stivheden i forhold til ballepresserens sammenpresning af afgrøde. Dette reducerer i gennemsnit kabinens bevægelse med 15%, øger komforten og gør føreren mindre træt. Ballepresser-tilstanden påvirker også styringen af motorens omdrejningstal og reducerer hastighedsvariationer i pressecyklussen med 26%, hvilket giver en mere konstant PTO-hastighed og forbedret ydelse. Dette øger førerkomforten, giver højere produktivitet og 12% reduktion af brændstofforbruget i pressecyklussen.

 



Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter