Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter
Nyheder

EN KØRENDE KONSULENT BLIVER EN FAMILIÆR RELATION


DET DER KAN GØRES I DAG, UDSKYDES IKKE TIL I MORGEN – DET ER ET AF LEVERÅDENE PÅ GÅRDEN KONRADSMINDE. DET ER DERFOR OGSÅ HELT ESSENTIELT, AT SAMARBEJDET MED FORHANDLEREN SPILLER, ISÆR NÅR DER PLUDSELIG OPSTÅR ET BEHOV FOR HJÆLP MIDT I EN TRAVL SÆSON.
PÅ KONRADSMINDE MØDER VI BRØDRENE FINN OG JOHNNY KONRAD TIL EN SNAK OM DET GODE SAMARBEJDE MED DERES FORHANDLER, LYNGFELDT, OG HVILKEN BETYDNING DET HAR FOR DERES DAGLIGDAG.

På et kvægbrug starter dagen tidligt. På Konradsminde på Djursland har Finn og Johnny været oppe og i gang længe, da vi svinger ind på gårdspladsen. Solen skinner fra en skyfri himmel. På gårdspladsen sidder to kælne katte og varmer sig i efterårssolen. Finn og Johnny inviterer os glædeligt indenfor på en kop varm kaffe. Der går ikke længe, så ses en mand iklædt New Holland tøj komme forbi vinduet. Det er Mads Andersen. Mads er kørende konsulent for New Holland forhandleren Lyngfeldt i Hadsten. Mads har taget kage med – en smørkringle og en kanelstang. Duften af kaffe og kage breder sig i rummet.

To generationer
Konradsminde er et familielandbrug ejet af Finn og Johnny. De overtog landbruget efter deres forældre i 2007, men deres far Erik Konrad er skam stadigvæk en del af både driften og de store Finn Konrad, Johnny Konrad og Mads Andersen ved Konradsminde beslutninger. Som både Finn og Johnny er enige om, så har deres far været deres store læremester, og den erfaring som han har, er guld værd. Siden overtagelsen har brødrene udvidet landbruget, og i dag er der 1.500 sortbrogede malkekøer, og de driver 670 hektar planteavl. På markerne har de græs og majs til køerne samt korn og raps på de resterende marker. Landbruget består af flere gårde som er spredt i en radius af ca. 20 km. På gården er der to ansatte – en elev og en fodermester.

Levering lige til døren
Det er tydeligt at mærke, at der er et helt særligt bånd imellem brødrene og Mads, og de kender hinanden rigtig godt. Johnny griner, og fortæller at Mads gerne kommer ud på gården i tide og utide og på alle tider af døgnet. Det er kun ment som et stort kompliment til den service og hjælp som Mads yder. Hvis de på gården står og mangler en reservedel, eksempelvis et filter til en af maskinerne, så kommer Mads gerne forbi med det. Det sparer brødrene for en køretur på 42 km til Lyngfeldt i Hadsten og tid, som de meget hellere vil bruge på gården. Johnny kigger på Mads og siger: ”Han er sgu vigtig! Relationerne bliver jo ad åre lidt familiære. Det skulle de jo også helst ende med”. Det gør heller ikke relationen værre, at Mads tit har kage med. Brødrene griner over mod Mads og fortæller, at de jo nærmest har abonnement på kage hos Lyngfeldt.

Udover deres gode samarbejde med Mads, fremhæver brødrene det generelle samarbejde med Lyngfeldt. Det gode samarbejde er både med sælgerne, når de køber en ny maskine, men også med værkføreren Allan, som altid er tilgængelig og handlekraftig, når brødrene kontakter ham. Det er netop denne tilgængelighed de prioriterer højt. Tid er et vigtigt parameter, og Johnny fremhæver, at det de kan nå i dag, det udskyder de ikke til i morgen – og det fortæller han også gælder hos Lyngfeldt.

Som taget ud fra et New Holland katalog
Ude i det store maskinhus, står de store maskiner opstillet som var det et billede taget ud fra et New Holland katalog. Maskinparken på Konradsminde består blandt andet af fire T7’ere, en T8040, en ældre TM190 og to pressere. Herudover holder der også en CR9.90 mejetærsker fra 2018 i maskinhuset Man må sige, at de på Konradsminde er godt dækket ind hvad angår maskiner, store som små. Hvis brødrene skal fremhæve fordelene ved at køre blåt, pointerer de begge maskinernes brugervenlighed. De er alle utrolig nemme bare at sætte sig op i og så køre afsted, siger de i kor. De fortæller, at driftsomkostningerne er meget rimelige og at især T7’erne hverken er særlig omkostningsfulde i brændstof eller i vedligehold.

Fremtiden for Konradsminde
Fremtiden for Konradsminde, brødrene og deres far Erik står bl.a. på at forbedre forholdene for dyrene endnu mere. Ungdyrene skal have en ny stald. Ellers er planen at optimere driften og fortsætte med at forbedre der, hvor det er muligt. Da store dele af maskinparken er af nyere dato, er der på nuværende tidspunkt ikke nogen planer om at udvide den. Men Johnny pointerer dog, at det bliver det næste.

Læs denne og andre historier i vores seneste Blue & You magasin

 



Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter