Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter
Nyheder

TH7.42 ELITE TELESKOPLÆSSER MATCHER BEHOVET HOS RE-MATCH


Virksomheden Re-Match A/S ved Herning startede i 2016 og beskæftiger sig med genbrug af kunstgræsbaner som f.eks. fodboldbaner og tennisbaner. Virksomheden har 28 ansatte og er ved at udvide med fabriksfaciliteter i Holland – samtidig med at der er planer om 22 fabrikker yderligere fordelt i Europa og Nordamerika. Der er altså tale om en ret stor og betydningsfuld virksomhed.

Bæredygtig genanvendelse og cirkulær økonomi
Arbejdet på virksomhedens fabrik i Herning går ud på at neddele gamle kunstgræsbaner i bestanddelene sand, plast og gummi. De slutprodukter der kommer ud af dette kan herefter sælges til kunder, der igen kan være producenter af nye kunstgræsbaner – eller som bruger delene til andre formål.

Faktisk er processen så effektiv, at 95% af det gamle materiale kan bruges igen. Det kræver selvfølgelig maskineri, der kan følge med, ikke kun inde på selve fabrikken. De gamle kunstgræsbaner ankommer nemlig i store tons-tunge ruller og afsendes efter behandling og opsplitning i grundmaterialerne i store sække. Og her kommer New Holland TH teleskoplæsseren ind i billedet.

1500 timers arbejde på et år
Re-Match fik leveret deres New Holland TH7.42 Elite i sommeren 2019 af New Holland forhandleren Farmas A/S, og efter et års brug havde den 1500 timer på uret med en travl hverdag og ind imellem aften. TH7.42 Elite repræsenterer den højst specificerede model i TH-serien. Den yder 143 hk, har variabel hydraulikpumpe på 140 l./min., luftsæde med varme og aircondition, og løftekapaciteten er på 4200 kg max.

”Vi er enormt glade for New Holland teleskoplæsseren. Den bliver brugt hele tiden. Den er meget driftssikker, og det er vigtigt i vores produktion. Noget af dét, som vi har lagt særligt mærke til er kabinen, som er lydsvag, nem at stige ind og ud af, betjeningsfunktionerne som er godt placeret og så at udsynet virkelig er godt. Chaufføren bruger jo mange timer bag rattet, så det er vigtigt, at det er så behageligt som muligt.

Maskinen kommer nemt rundt på pladsen med god manøvreevne, og løftekapaciteten passer fint til opgaven – den har faktisk lidt overskud. Hydraulikken er også virkelig i orden – den reagerer hurtigt under alle forhold”, fortæller produktionschef Paw Bertelsen.

”Jeg kan så lige tilføje, at automatgearet fungerer helt perfekt. Det letter arbejdet en del. Den daglige service er også hurtigt overstået, og det er nemt at tjekke væsker og olie, men vi har også fået monteret centralsmøring, så den del skal vi næsten ikke tænke på”, fortæller Simon Mathiesen, som er chauffør på teleskoplæsseren.

Bæredygtige maskiner og fokus på miljøet
Miljø og bæredygtighed er en vigtig del af New Hollands strategi og har været det i mange år. Det betyder at New Holland ikke bare arbejder målrettet med lovbestemte krav, men også med yderligere idéer for at tilpasse den tekniske udvikling til fremtidige energikilder, og dermed skåne miljøet.

Det kommer f.eks. til udtryk, når de nyeste FPT motorer i New Holland traktorer godkendes til at køre på 100% HVO syntetisk diesel, som er et fossilfrit alternativt til almindelig fossil diesel. Med HVO diesel opnås en CO₂ reduktion på helt op til 90%.

Et andet eksempel er New Holland metandrevne traktor, som sættes i produktion i 2021 og som kan køre på 100% metangas.



Tilbage til alle Nyheder & Aktiviteter